Vi mener

Velfærdssamfundet, som vi kender det, er under forandring. Gennem nye velfærdsalliancer skal vi opbygge et lokalsamfund, hvor alle ressourcer bringes i spil og genskabe engagementet.

I 1992 lancerede regeringen begrebet den kritiske forbruger af velfærdssystemet. Intentionen var sådan set rigtig god, for man ønskede at effektivisere den offentlige sektor. Men nu mange år senere ser vi bagsiden af ”den kritiske forbruger” af velfærdssystemet. Vi er blevet gjort til forbrugere af offentlig velfærd – og mest det. Vores engagement stopper ofte, når vi har betalt vores skat.

Hertil kommer de udfordringer, som følger af individualiseringen i samfundet – fra ”første maj generationen” til ”mig først generationen”.

I forhold til den enkelte borger har vi skabt et system med rettigheder til f.eks. ydelser til den enkelte borger. Kommunen er i store træk blevet eneansvarlig producent af velfærd. Borgerne kan nemt opfatte det som om, at kommunen ved, hvad der er bedst for borgeren, og borgeren kan på den anden side opleve sig umyndiggjort. Og der er en risiko for, at ydelserne ikke imødekommer borgernes ønsker og behov. Strukturen indebærer, at borgeren let fratages ansvar, og man får ikke nyttiggjort borgerens egne ressourcer.

Vi havner nemt i den situation, at vi bruger flere penge på offentlig velfærd samtidig med, at borgerne bliver mere utilfredse. I en undersøgelse vi gennemførte for en statslig styrelse, interviewede vi en lang række kommunale direktører, og her var der en direktør, der udtrykte det på denne måde: ”Vi lykkes ikke med borgerne”. Og borgerne kunne tilføje: ”Vi lykkes ikke med kommunen”.

Der er skabt et uholdbart ”dem”, kommunen, og et ”os”, borgerne, og velfærdssamfundet er som konsekvens heraf havnet i en blindgyde.

”Dem” og ”os” tænkningen har også givet også nogle ret uhensigtsmæssige roller, for kommunen kommer nemt til at tage alt for meget ansvar, og det kan som borger nemt blive opfattet på den måde, at kommunen omklamre os. Vi bliver passiviseret og tager mindre ansvar.

Den nuværende demokratiske model har kommunen som omdrejningspunkt. Det er kommunen, der har serveretten. Det er kommunen der udarbejder forslagene, som borgerne skal forholde sig til, og det er kommunen der beslutter og eksekverer beslutningerne. Borgernes rolle er ofte reaktiv.

Den demokratiske udvikling har understøttet et ”dem”, kommunalpolitikerne, og et ”os”, borgerne.

Stort set alle kommuner har set frivillighed som et svar på at gøre op med ”dem” og ”os” og udvikle nye roller. Nu skal borgerne inddrages på nye måder. 75 % af alle kommuner har en frivilligpolitik, og det er meget karakteristisk, at frivillighed bliver lig med foreninger. Det er problematisk, fordi der er mange fællesskaber, og der er mange organiseringsformer. Faktisk er 46 % af de frivillige slet ikke organiseret i foreninger.

Og frivilligheden defineres meget snævert som noget der er lystbetonet, det skal være ulønnet og til gavn for andre end selv eller sin familie. Hvorfor kan aktiviteterne ikke være til gavn for en selv, som når forældre er aktive i daginstitutionen, når voksne børn hjælper sine forældre på plejehjem eller i eget hjem eller når borgerne driver et kulturhus? Konsekvensen bliver, at kommunen og foreningerne lever i to adskilte verdener med hver sin kultur, værdigrundlag, strategi og motivationsfaktorer.

Dermed har vi fastholdt et ”dem”, kommunen, og et ”os” som er frivillige i foreningerne.

Der er brug for at gøre op med ”dem” og ”os” tænkningen. Vi skal have et ”vi” og udvikle et lokalsamfund, hvor alle borgerne tager ansvar for sig selv, og det fællesskab de er en del af. Det skal være et samfund, hvor vi beriger hinanden i livsgivende sociale relationer, og hvor summen af indsatsen bliver større og bedre end den indsats de enkelte parter bringer ind i samarbejdet.

Borgererne har ressourcer, og de skal bringes i spil. Borgerne kan være aktiv på mange måder, og der er ikke en rigtig måde at være aktiv på. Borgerne kan jo være aktiv i sit eget liv, i sin egen familie, i nære netværk med f.eks. naboer eller den opgang man bor i. Man kan være aktiv i institutioner, lokale projekter og events, i foreninger eller i kommunale institutioner.

Det kræver et nyt samspil mellem kommunen og borger. Kommune og borger må indgå i en langt mere gensidig forpligtende dialog med henblik på at identificere borgernes ønsker og behov og nyttiggøre alle ressourcer. Borgerne vil indgå og bidrage i nye fællesskaber til gavn for sig selv og eventuelt andre. Kommunen vil facilitere og understøtte, at borgerne tager initiativer til gavn for sig selv og eventuelt andre. Borgerne indgår i et aktivt medborgerskab.

Udviklingen er godt på vej. Tankegangen i hjemmehjælpskommissionens arbejde er et godt eksempel og flere kommuner arbejder systematisk med det aktive medborgerskab og udvikling af et lokalsamfund, hvor alle ressourcer bringes i spil.

Eksemplerne viser, at det aktive medborgerskab kræver et nyt mindset specielt hos kommunen. Kommunen skal ikke se sig selv som omdrejningspunkt for alle aktiviteter, og kommunen skal turde afgive magt til borgerne.

Det aktive medborgerskab skal indtænkes systematisk i kommunens strategiske planlægning. I forhold til den enkelte borger bliver det at understøtte borgeren i f.eks. selv at fungere i eget hjem, en inkluderende praksis i psykiatrien, hjælp til at den arbejdssøgende kan få et arbejde, at skabe borgernes park i stedet for kommunens park, at borgerne levendegør museet, at åbne biblioteker eller at facilitere en gåbus, hvor store elever følger mindre elever i skole.

Det vil kræve, at alle medarbejdere i kommunerne arbejder meget bevidst med sin rolle. Bibliotekaren skal måske ikke direkte besvare gymnasieelevens spørgsmål, men lærer gymnasieeleven at søge og validere sin oplysninger selv. Den arbejdssøgende skal understøttes i jobsøgningsprocessen. Skolen skal inddrage forældres ressourcer i at understøtte deres barn.

Rollerne for både kommunens medarbejdere og borgerne bliver en anden. Kommunen går fra at være udførende og styrende til i højere grad at være faciliterede og understøttende. Borgerne går fra at være passive til at være aktive på de mange måder, som borgerne kan være aktive på. Roller der indebærer, at kommunens medarbejdere og borgerne kommer på samme hold.

Det vil kræve nye kompetencer med vægt på evnen til at gå i dialog, facilitere og samarbejde. Og det vil også det kræve helt nye virkemidler, som f.eks. borgerbudgetter, og udvikling af nye organisationsformer, der tager højde for, at dagens borger er mere projektorienteret, og engagementet er mere midlertidigt.

Kommunalpolitikerne får mulighed for på en helt anden måde at præge dagsordenen og stimulere aktiviteterne i lokalområdet. De vil få kontakt til mange flere borgere f.eks. igennem events og direkte dialog med aktive borgere. De vil sikre, at beslutningerne får større legitimitet, fordi aktiviteterne i større udstrækning imødekommer borgernes ønsker og behov. Og de vil kunne glæde sig over, at borgerne engagerer sig i lokalsamfundet og skaber aktivitet, som borgerne har et stort ejeskab til.

Omvendt vil det kræve, at kommunalpolitikerne må afgive magt og kontrol inden for visse rammer. Kommunalpolitikerne må også leve med, at man ikke kender løsningerne på forhånd, for løsningerne vil udvikle sig i dialogen med borgerne. Kommunalbestyrelsen skal sætte retning, men kender ikke endemålet. Som en kommunal direktør udtrykte det: ”Vi bygger vejen, mens vi går på den”. Og endelig må kommunalpolitikerne leve med, at der er en række aktiviteter der gennemføres uden kommuneinvolvering.

Der er rigtig meget at vinde, fordi vi i højere grad får imødekommet borgernes ønsker og behov – og nyttiggjort deres ressourcer, og kommunalpolitikerne kan jo starte med at spørge sig selv: Hvad er det værste der kan ske?

Gennem nye velfærdsalliancer skal vi opbygge et lokalsamfund, hvor alle ressourcer bringes i spil. Vi skal genskabe engagementet i vores lokalsamfund.

Læs alle artikler her