Fra kritisk forbruger til engageret borger

Af FrivilligDanmark den 10. juni 2014

Kronik af Ole Münster og Bjørn Engsig

I 1992 indførte Finansministeriet begrebet den kritiske forbruger af velfærdssystemet. Intentionen var sådan set rigtig god, for man ønskede at effektivisere den offentlige sektor. Men nu mange år senere ser vi bagsiden af ”den kritiske forbruger” af velfærdssystemet, for det har ført til, at vi borgere er blevet gjort til forbrugere af offentlig velfærd – og kun det. Det betyder ofte også, at borgernes engagement stopper, når vi har betalt vores skat.

Det har også ført til, at vores behov stort set er umættelige. Vi forventer den bedste service for vores børn i børnehaven, for pasningen af de ældre, parken skal være velplejet, svømmehallen skal være åben til sent om aftenen osv. Det følger meget naturligt af at være kritisk forbruger, at når man ikke er tilfreds, så brokker man sig eller slet og ret klager.

I forhold til den enkelte borger har vi skabt et system med rettigheder til f.eks. ydelser til den enkelte borger. Borgerne kan nemt opfatte det som om, at kommunen ved, hvad der er bedst for borgeren, og borgeren på den anden side oplever sig umyndiggjort. Og der er endog meget stor risiko for, at ydelserne ikke imødekommer borgernes ønsker og behov. Strukturen indebærer, at borgeren får frataget ansvar, og man får ikke nyttiggjort borgerens egne ressourcer.

Omvendt er kommunen reduceret til at blive eneansvarlig producent af velfærd, og for kommunen er det faktisk blevet lidt bøvlet med borgerne. Det er bøvlet at borgerne er så urimelige og stiller så store krav. Det er bøvlet, når borgerne vil hjælpe og bidrage, for nu er alle arbejdsgange optimeret og mange steder outsourcet, og så ”ødelægger” borgerne systemerne. Borgerne rammer det man kan kalde ”leanmuren”. Og det er bøvlet når borgerne klager, så kommunen indretter sig efter en nulfejls kultur. Borgerne skal ”håndteres”.

Vi havner nemt i den situation, at vi bruger flere og flere penge på offentlig velfærd samtidig med, at borgerne bliver mere og mere utilfredse. I en undersøgelse vi gennemførte for en statslig styrelse, interviewede vi en lang række kommunale direktører, og her var der en direktør, der udtrykte det på denne måde: ”Vi lykkes ikke med borgerne”. Og borgerne kunne tilføje: ”Vi lykkes ikke med kommunen”.

På den måde er velfærdssamfundet er havnet i en blindgyde. Begrebet borgerne som kritisk forbruger af velfærdsydelser har skabet et uholdbart ”dem”, kommunen, og et ”os”, borgerne.

”Dem” og ”os” tænkningen har også givet også nogle ret uhensigtsmæssige roller, for kommunen kommer nemt til at tage alt for meget ansvar, og det kan som borger nemt blive opfattet på den måde, at kommunen omklamre os. Omvendt bliver vi som borgere passiviseret, og mere eller mindre frataget ansvar.

Denne udvikling understøttes også af den demokratiske udvikling. Kommunalbestyrelsen leder en meget stor og kompleks virksomhed. Inden for f.eks. beskæftigelsesområdet er der efter sigende ca. 20.000 sider love, bekendtgørelser og vejledninger. Og det er bare et af de mange kommunale områder. Dertil kommer, at lovgivningen til stadig bliver lavet om, og de mange reformer gør ikke sagsområderne mindre komplekse.

Kommunerne har taget en række initiativer for at skabe dialog med borgerne og give de kommunale beslutninger legitimitet. Der er nedsat et hav af råd, men her er der stor risiko for, at medlemmerne af rådene bliver tordenskjolds soldater. De mange offentlige høringer, der følger af f.eks. planlovene, er blevet til ”rituelle afvaskninger”, og høringsprocesserne flytter ikke meget. Men borgerne er blevet hørt, for det kræver loven.

Det afgørende er imidlertid, at den nuværende demokratiske model har kommunen som omdrejningspunkt. Det er kommunen, der har serveretten. Det er kommunen der udarbejder forslagene, som borgerne skal forholde sig til, og det er kommunen der beslutter og eksekverer beslutningerne. Borgernes rolle er reaktiv. Også her kan borgerne nemt få oplevelsen af, at det er kommunen, der ved bedst på borgernes vegne.

Den demokratiske udvikling har understøttet et ”dem”, kommunalpolitikerne, og et ”os”, borgerne.

Stort set alle kommuner har set frivillighed som et svar på at gøre op med ”dem” og ”os” og udvikle nye roller. Nu skal borgerne inddrages på nye måder. 75 % af alle kommuner har en frivilligpolitik, og det er meget karakteristisk, at frivillighed bliver lig med foreninger. Det er problematisk, fordi der er mange fællesskaber, og der er mange organiseringsformer. Faktisk er 46 % af de frivillige slet ikke organiseret i foreninger.

Og frivilligheden defineres meget snævert som noget der er lystbetonet, det skal være ulønnet og til gavn for andre end selv eller sin familie. Der er en underlig italesættelse, for hvorfor kan aktiviteterne ikke være til gavn for en selv, som når forældre er aktive i daginstitutionen, når voksne børn hjælper sine forældre på plejehjem eller i eget hjem eller når borgerne driver et kulturhus. Og hvor er engagementet i at præge det lokalsamfund, som vi alle er en del af. Konsekvensen af kommunernes frivilligpolitik bliver, at kommunen og foreningerne lever i to adskilte verdener med hver sin kultur, værdigrundlag, strategi og motivationsfaktorer.

Dermed har vi fastholder et ”dem”, kommunen, og et ”os” som er frivillige i foreningerne.

Der er brug for at gøre op med ”dem” og ”os” tænkningen. Vi skal have et ”vi” og udvikle vores lokalsamfund, hvor alle borgerne tager ansvar for sig selv, og det fællesskab de er en del af. Det skal være et samfund, hvor vi beriger hinanden i livsgivende sociale relationer, og hvor summen af indsatsen bliver større og bedre end den indsats de enkelte parter bringer ind i samarbejdet.

Det er et opgør med borgerne som den kritiske forbruger af velfærd. Det er et opgør med den mere traditionelle demokratiform. Og det er et opgør med en forskellig tilgang til borgerne.

Først og fremmest skal kommunen erkende, at alle borgere har ressourcer, og borgerne vil gerne bringe sine ressourcer i spil. Kommunen skal også erkende, at borgerne kan være aktiv på mange måder, og der er ikke en rigtig måde at være aktiv på. Borgerne kan jo være aktiv i sit eget liv, i sin egen familie, i nære netværk med f.eks. naboer eller den opgang man bor i. Man kan være aktiv i institutioner, lokale projekter og events, i foreninger eller i kommunale institutioner.

Det kræver et nyt samspil mellem kommunen og borger. Kommune og borger må indgå i en langt mere gensidig forpligtende dialog med henblik på at identificere borgernes ønsker og behov og nyttiggøre alle ressourcer. Borgerne vil indgå og bidrage i nye fællesskaber til gavn for sig selv og eventuelt andre. Og så skal kommunen facilitere og understøtte, at borgerne tager initiativer til gavn for sig selv og eventuelt andre. Borgerne indgår i et aktivt medborgerskab.

4 eksempler kan illustrere den ny tankegang.

Det første eksempel er hentet fra Hjemmehjælpskommissionen: ”Hjemmehjælpen har i mange år været fokuseret på at tage over for borgeren og løse de konkrete opgaver, som borgeren ikke selv kan klare, fx. rengøring, toiletbesøg og bad. Fokus har i mindre grad været på det bagvedliggende problem – nemlig den nedsatte funktionsevne. Der er behov for grundlæggende at gentænke måden at anskue hjemmehjælpen på, så den bliver mere i overensstemmelse med servicelovens oprindelige målsætninger om at fremme den enkeltes muligheder for at klare sig selv. Det vil sige, at den sociale lovgivnings mangeårige begreb ”hjælp til selvhjælp” skal revitaliseres og bruges aktivt i praksis”.

Et andet eksempel. Kolding kommune skulle udstykke et nyt område til boliger. Man annoncerede efter borgere, der kunne tænke sig at bo i området, og disse borgere faciliterede kommunen til at udstykke boligområdet. Man fik et mere attraktivt boligområde, og naboerne kendte hinanden allerede inden, man var begyndt at bygge. Den efterfølgende lovpligtige høringsproces gav ikke megen mening.

Et tredje eksempel: I år skal al kommunikation mellem kommune og borgere ske elektronisk, og det kræver jo bl.a. at vi som borgere kan finde ud af at komme i vores e-boks, kunne forstå internettet og idet hele taget blive nogenlunde habile til at arbejde med en PC. Det er naturligvis en meget stor opgave at uddanne alle borgere til den virkelighed. På en række biblioteker har man efterlyst borgere med indsigt i IT, der kan undervise andre borgere, og det har været en kæmpesucces, for der er skabt helt nye lærende fællesskaber, hvor kommunens rolle alene har været at stille faciliteter til rådighed og få skabt kontakten. I en traditionel tænkning ville kommunalt personale skulle have stået for uddannelsen.

Et fjerde eksempel. En kommune ville gerne udvide åbningstiden i den lokale svømmehal, og man indgik et samarbejde med den lokale svømmeklub, som påtog sig opgaven med at lukke svømmehallen og tage de nødvendige målinger osv. Løsningen betød en væsentlig serviceudvidelse. I en traditionel løsning ville svømmehallen være blevet lukket i ydertimerne.

Eksemplerne viser, at det aktive medborgerskab kræver et nyt mindset specielt hos kommunen. Kommunen skal ikke se sig selv som omdrejningspunkt for alle aktiviteter, og kommunen skal turde afgive magt til borgerne.

Vi har taget kendte eksempler for dermed at illustrere, at mange kommuner er i gang. Men også for at understrege, at det aktive medborgerskab skal indtænkes systematisk i kommunens strategiske planlægning. I forhold til den enkelte borger bliver det at understøtte borgeren i f.eks. selv at fungere i eget hjem, en inkluderende praksis i psykiatrien, hjælp til at den arbejdssøgende kan få et arbejde. Eller indgå i et direkte samarbejde f.eks. ved at skabe borgernes park i stedet for kommunens park, borgerne levendegør museet eller mentorordninger. Eller facilitere at borgerne producerer velfærd selv som eksemplet med svømmehallen, åbne biblioteker eller gåbussen, hvor store elever følger mindre elever i skole.

Det vil kræve, at alle medarbejdere i kommunerne arbejder meget bevidst med sin rolle. Bibliotekaren skal måske ikke direkte besvare gymnasieelevens spørgsmål, men lærer gymnasieeleven at søge og validere sin oplysninger selv. Den arbejdssøgende skal understøttes i jobsøgningsprocessen. Skolen skal inddrage forældres ressourcer i at understøtte deres barn. Rollerne for både kommunens medarbejdere og borgerne bliver en anden. Kommunen går fra at være udførende og styrende til i højere grad at være faciliterede og understøttende. Borgerne går fra at være passive til at være aktive på de mange måder, som borgerne kan være aktive på. Roller der indebærer, at kommunens medarbejdere og borgerne kommer på samme hold.

Det vil kræve nye kompetencer med vægt på evnen til at gå i dialog, facilitere og samarbejde.

Og det vil også det kræve helt nye virkemidler, som f.eks. borgerbudgetter, men det kræver også udvikling af nye organisationsformer, der tager højde for, at dagens borger er mere projektorienteret, og engagementet er mere midlertidigt.

Det vil give helt nye muligheder for kommunalpolitikerne. De får mulighed for på en helt anden måde at præge dagsordenen og stimulere aktiviteterne i lokalområdet. De vil få kontakt til mange flere borgere f.eks. igennem events og direkte dialog med aktive borgere. De vil sikre, at beslutningerne får større legitimitet, fordi aktiviteterne i større udstrækning imødekommer borgernes ønsker og behov. Og de vil kunne glæde sig over, at borgerne engagerer sig i lokalsamfundet og skaber aktivitet, som borgerne har et stort ejeskab til.

Omvendt vil det kræve, at kommunalpolitikerne må afgive magt og kontrol inden for visse rammer. Det vil ske ved at gå fra regelstyring til skøn. Og hvis den kommunale park omdannes til borgernes park, må kommunalpolitikerne være villige til at give slip. Det kan jo tænkes, at borgerne har helt andre ideer end kommunalpolitikerne og forvaltningen, og disse ideer må respekteres.

Kommunalpolitikerne må også leve med, at man ikke kender løsningerne på forhånd, for løsningerne vil udvikle sig i dialogen med borgerne. Kommunalbestyrelsen skal sætte retning, men kender ikke endemålet. Som en kommunal direktør udtrykte det: ”Vi bygger vejen, mens vi går på den”.

Og endelig må kommunalpolitikerne leve med, at der er en række aktiviteter der gennemføres uden kommuneinvolvering. Som når borgerne selv samler penge ind og bygger den hal, de så brændende ønsker sig.

Der er rigtig meget at vinde, fordi vi i højere grad får imødekommet borgernes ønsker og behov – og nyttiggjort deres ressourcer, og kommunalpolitikerne kan jo starte med at spørge sig selv: Hvad er det værste der kan ske?

Så handler ressourcedebatten ikke længere om, hvordan vi kommunaliserer frivilligheden, men hvordan vi genskaber engagementet i vores lokalsamfund.


Previous post: